Jeg havde den smukkeste drøm i morges.
Jeg var en lille pige og sammen med mine familiemedlemmer skulle jeg af sted for at se en film. Vi befandt os udenfor mit barndomshjem hvor der holdte en masse smukke kareter med smukke heste foran, der var endda også nogle gamle automobiler, af den slags der ligner kareter bare uden heste foran. Vi skulle vælge hvilken en vi ville køre med, det ville nemlig bestemme hvilken film vi så ville komme til at se. Jeg var for lille til at komme op i de allersmukkeste vogne, med de smukkeste hvide heste foran. Jeg gik videre, men der var ikke længere plads nogen steder.
Jeg fandt en ensom hvid tyr, men var bange for at ride på den. Så fandt jeg ud af, at det faktisk ikke var en tyr, men en hvid odder og hun var en prinsesse. Jeg har nedenunder illustreret hende, og jeg ved godt at hun ikke ligner en odder, men det var nu altså sådan hun så ud i min drøm. Pludselig var jeg en lille dreng i stedet.
Vi stak af of glemte alt om filmene, det var en skøn fornemmelse. Hun sagde til mig: ” Du ved da, at vi er under vandet, ikke?” Jeg svarede, at det viste jeg ikke at vi var.
Hun viste mig alle de koraller hun havde malet og de skinnede i 1000 farver i det mørke vand. Det var som om hun fik vinger, når hun rigtig svømmede af sted. Vi nåede op til overfladen, det var blevet nat. Foran os så vi skylinen af en enorm belyst by. Prinsessen sukkede og sagde bedrøvet: ” Jeg ville ønske, at det syn en dag ville røre min verden.” Da udbrød jeg: ” Jamen det gør den jo allerede! Se dens refleksion i vandet!”
Først der, ser vi hvordan byen spejler sig i vandet og prinsessen blev lykkelig.
